Angst

Angst og frygt i forbindelse med kriser

Søren Kierkegaard stillede frygt, der er for ”noget”, over for angst, der er for ”intet”. Vi gruer for at miste os selv og blive til intet. Man kan ikke kæmpe mod en angst, som man hverken kan forstå eller lokalisere, og derfor bliver den endnu mere frygtelig. Den avler en følelse af hjælpeløshed, som vil fremkalde yderligere angst.

Forskydning er med til at flytte angsten fra intet til noget. Angsten søger, at blive til frygt, hvis vi kan omdanne en angst for intet til en frygt for noget, kan vi lægge en selvbeskyttende strategi – enten ved at: undgå det, søge forbundsfæller, finde på magiske ritualer.

Angst optræder når en persons livsudfoldelse støder på noget, der vil hindre, modvirke eller bekæmpe livsudfoldelsen. Det er ikke en bestemt ting, der gør mennesker bange, det er det, at være til, der fremkalder angst. På denne måde kan angsten åbne for min deltagelse i livet, hvis jeg tør se den i øjnene. Angsten kan føre til selve livet.

En af tankerne i eksistentiel filosofi er, at mennesker rummer altid ikke – fuldbyrdede muligheder i sig, hvorfor skyld ligesom angst bliver noget, der hører tilværelsen til, et grundtræk ved menneskelivet. Skylden bliver som angsten noget grundlæggende positivt i livet, da den kan vejlede et menneske i, at få mest muligt ud af livet.

Eksistentiel skyld en tilstand af ulevet liv, at man skylder sig selv noget liv. Da tilværelsen byder på langt flere muligheder, end vi kan gribe, går vi alle rundt med en portion eksistentiel skyld. Kommer man til rette med dette, så kan man sige ja til noget og nej til noget andet, og der kan indfinde sig en gennemgribende accept af livets grænser og endelighed.

De kriser der er beskrevet under henvisningsårsagerne udløser ofte en ”grænsesituation”. En uafrystelig oplevelse slynger os ud i en konfrontation med vores eksistentielle situation i verden. At blive konfronteret med vores egen død er den ultimative grænsesituation og virker så stærkt, at det kan afstedkomme en gennemgribende ændring af vores måde, at være til på.

Døden minder os om, at livet ikke kan udsættes – og om, at der stadig er tid til at leve. De der ser deres egen død i øjnene, indser, at så længe vi lever, ligger det mulige foran os; vi kan ændre vores liv lige til – men også kun til – det sidste øjeblik.

I dagligdagen glemmer vi ofte, at tænke på, hvad vi faktisk har og kan, det skubbes til side af tankerne om det, vi ikke kan og ikke har, eller sættes i skyggen af ligegyldige problemer eller anslag mod vores stolthed.

Det menneskelige vilkår vil altid indebærer den tragiske triade – smerte, død og skyld. Disse tre principper konfronterer os med vores lidelses uomgængelighed, med vores dødelighed og med vores fejlbarlighed.

De er givne, og vi er nødt til, at tage dem med i betragtning, for de udgør de parametre, inden for hvilke vi må skabe vores egen mening. Mange mennesker forventer, at livet umiddelbart skal give mening for dem. Vi bør i stedet se omvendt på det, nemlig sådan, at vi skal forsøge, at give livet mening. Det kan vi kun gøre, såfremt vi prøver på, at nå vores absolut bedste.

Medard Boss har hæftet sig ved, at børn oftest ikke har dødsfrygt på samme måde som voksne. Børn ser sig ikke som selvafgrænsede og uafhængige individer, men fornemmer sig selv som indgående i en større helhed repræsenteret ved deres forældre. I takt med, at den unge opfatter sig selv som et uafhængigt, selvafgrænset individ sætter frygten for døden ofte mærkbart ind.

Diagnoser der beskriver angst – henvisningsårsag 11

Henvisningsårsag 11. Personer med let til moderat angstlidelse, herunder let til moderat OCD mellem 18 og 38 år beskriver følgende former for angst jfr. WHO ICD – 10 klassifikation og diagnostiske kriterier for psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser:

  • F40.0 Agorafobi – fobisk angst for, at færdes alene uden for hjemmet
    En relativt veldefineret gruppe af fobier omfattende frygt for at forlade hjemmet, komme i forretninger, forsamlinger eller på offentlige steder, eller rejse alene med tog, bus eller fly. Panikangst optræder ofte i forbindelse med agorafobi. Depressive og obsessive symptomer samt socialfobi er også ofte til stede som ledsagende træk. Tilbøjelighed til, at undgå den fobiske situation er ofte udtalt, og nogle agorafobipatienter oplever kun ringe angst, fordi de er i stand til at undgå de fobiske situationer.
  • F40.1 Socialfobi – fobisk angst i sociale situationer
    Frygt for at blive kritisk iagttaget af andre mennesker førende til tilbøjelighed til at undgå forskellige sociale situationer. Mere gennemgribende sociale fobier er sædvanligvis ledsaget af lav selvagtelse og frygt for kritik. Der kan være klager over ansigtsrødmen, rysten på hænderne, opkastnings- eller vandladningstrang, og personerne er somme tider overbevist om, at én af disse sekundære manifestationer af deres angst er det primære problem. Symptomerne kan udvikle sig til egentlige panikangst anfald.
  • F41.0 Panikangst
    Tilbagevendende anfald af pludselig indsættende svær panikagtig angst, som ikke er begrænset til særlige situationer eller omstændigheder, og derfor optræder uforudsigeligt. Som ved andre angsttilstande omfatter de dominerende symptomer hjertebanken, trykken i brystet, kvælningsfornemmelse, svimmelhed og uvirkelighedsfølelse. Ofte optræder også en heraf følgende frygt for at dø, miste kontrollen over sig selv eller blive sindssyg.
  • F41.1 Generaliseret angst
    Det essentielle træk er angst, som er generaliseret og vedvarende, men ikke begrænset til særlige situationer eller omstændigheder. De mest fremtrædende symptomer omfatter klager over vedholdende nervøsitet, rysten, muskelspændinger, svedtendens, ørhed i hovedet, hjertebanken, svimmelhed og trykken i maven. Personen giver ofte udtryk for frygt eller bekymring for, at de selv eller deres nærmeststående skal blive syge eller komme ud for en ulykke.
  • F41.2 Lettere angst – depressionstilstand
    Denne kategori kan anvendes, når både angst og depression er til stede samtidigt, men uden, at nogen af dem er klart mere fremherskende eller til stede i en sådan grad, at de tillader diagnosen angsttilstand eller depressiv sindslidelse. Når både angst- og depressionssymptomer er til stede og tilstrækkeligt udtalte til at berettige begge diagnoser, bør disse anføres i stedet for denne kategori.
  • F41.3 Anden blandet angsttilstand
    Angstsymptomer blandet med træd fra andre tilstande beskrevet i F42 - 48
  • F41.8 Andre angsttilstande
  • F41.9 Angsttilstand, uspecificeret
  • F42 Obsessiv-kompulsiv tilstand
    Tilstanden er karakteriseret ved tilbagevendende tvangstanker eller tvangshandlinger. Tvangstanker er ideer, tankebilleder eller indskydelser, som dukker op i personens bevidsthed igen og igen på stereotyp måde. De er praktisk talt altid pinagtigt generende, og personen prøver ofte uden held at afvise dem. De erkendes imidlertid af personen som hans eller hendes egne tanker, selvom de er ufrivillige og ofte i modstrid med personens følelser. Tvangshandlinger og ritualer er stereotyp adfærd, som gentages atter og atter. De er ikke i sig selv behagelige eller nyttige. Deres funktion er, at forhindre en eller anden udefra set usandsynlig begivenhed, som befrygtes ellers at ville indtræffe, og som ofte indebærer risiko for skade udført af eller rettet mod personen. Sædvanligvis erkender personen denne adfærd som meningsløs eller ineffektiv og gør forsøg på at modstå den. Angst er næsten altid til stede. Hvis personen prøver, at modstå tvangshandlingerne, forværres angsten.
  • F42.0 Overvejende obsessiv tilstand
    En tilstand præget af overvejende tvangstanker eller ruminationer (spekulationer), som kan tage form af ideer, tankebilleder eller handlingstilskyndelser, som praktisk talt altid er pinagtigt generende for personen. Undertiden tager tankerne form af endeløse betragtninger af alternativer, som ikke lader sig afklare, forbundet med manglende evne til at træffe trivielle men nødvendige beslutninger i dagliglivet.
  • F42.1 Overvejende kompulsiv tilstand
    En tilstand præget af overvejende kompulsiv handlinger, som for størstedelens vedkommende drejser sig om renlighed (især håndvask), gentagen efterkontrolleren for at sikre at potentielt farlige situationer ikke har fået mulighed for at udvikle sig, eller overdreven og pedantisk ordentlighed. Bag den ydre adfærd ligger en frygt, sædvanligvis for en fare fremkaldt af eller rettet mod personen, og den rituelle handling er et ineffektivt eller symbolsk forsøg på at afværge faren.