Hvordan hjælpes?

Det bedste, en person kan udrette over for en hjælpsøgende, er, at være til stede. Det kan ske gennem to slags omsorg. Den ene type går ud på, at overtage og løse en række af de opgaver, som den anden har svært ved. I denne form, springer man ind for den anden. Dette bevirker, at den anden så, at sige sættes fra bestillingen, må træde tilbage og til sidst enten må overtage eller frigøre sig fra det, hjælperne har sørget for.

Den anden type består i, at gå forud for den anden og bevidst ikke tage omsorgen fra den anden, men tværtimod give den tilbage til vedkommende. Den andens eksistens sættes i centrum. Hjælperens opgave er, at åbne den anden for hans eller hendes livsmuligheder og støtte vedkommende i, at blive fri og selvhjulpen.

I hverdagens samtaler er det almindeligt, at den ene går ud fra, at sådan som han eller hun selv ser på verden, sådan ser den anden også på verden. Ikke mindst i spørgsmål om livsmening og livsværdier ses denne tagen for givet, hvilket fører til mange misforståelser, når vi taler med en, der befinder sig i en anden livssituation, eller kommer fra en anden kulturbaggrund, end ens selv.

De tre regler i den fænomenologiske metode bryder dette mønster.

  1. Epoché eller parentesreglen. Når egne forventninger sættes i parentes, er der mulighed for åbent, at tage imod den konkrete verden, den besøgende lægger frem.
  2. Beskrivelsesreglen. Når man beskriver i stedet for, at forklare og søge årsagssammenhænge kommer den situation frem som personen lever i.
  3. Ligeværdighedsreglen beskriver, at alle elementerne så længe som muligt skal være lige vigtige, for, at undgå, at påtvinge et forudbestemt mønster. Indholdet får lejlighed til, at blive udfordret konkret og detaljeret, så det kommer frem, hvordan personen selv ser på det sagte, og hvad personen selv lægger i ordene.

Sygdom og sundhed som måder, at leve på

Ved sygdom forstås et menneskes oplevelse af, at der er noget i vejen. Psykologi der knytter sig til en eksistentiel filosofi lægger vægt på, hvordan sygdommen opleves. Sygdom indebærer ofte indskrænkning af personens handlemuligheder og dermed indskrænkning af personens møde med omverdenen.

Sygdom kan indtræffe som en gradvis ændring. En sådan ændring kan beskrives som en periode af livet, hvorunder personen falder hen psykisk og fysisk ofte ledsaget af mismod. Personen falder hen, som om han eller hun bliver sat mat af tilværelsens slid og kampe.

Sundhed, modpolen til sygdom, står for kropsligt, psykisk og socialt velbefindende kunne indeholde følgende tre komponenter:

  • Personens følelse af velvære.
  • Personens modstandskraft – evne til, at stå imod de belastninger, som tilværelsen uundgåeligt byder på.
  • Optimering af personens evne til udfoldelse, fysisk, psykisk og socialt.

Hvordan kan man forholde sig til sin sygdom?

Det er væsentligt, hvordan man forholder sig til sin sygdom. Ser man fx sin sygdom som noget, der skal bekæmpes, som noget, at gøre oprør mod, som en udfordring eller som noget, man må give op over for? Mulighederne for helbredelse påvirkes af personens holdning til sin sygdom.

At mestre sygdom

Tanken om, at mestre sin sygdom bygger på en ide om, at hvis man rammes af sygdom og smerte, er det afgørende, hvordan man håndterer eller mestrer den ny situation.

Nogle vil fokusere på problemløsning og fx indhente information, forhindre en skade i, at brede sig, planlægge o.l. andre vil rette fokus på følelsesbearbejdning og fx bestå i, at beherske følelserne ved, at tænke på noget andet, blive i følelserne for, at udleve dem, dagdrømme, fortrænge, kaste sig ud i andre aktiviteter, m.v.

At se sygdommen som en gave

Nogle mennesker er i stand til, at tage imod deres sygdom som en positiv hændelse. En undersøgelse beskriver hvordan personerne før deres sygdom var meget hårde mod sig selv, ikke regnede sig selv for ret meget, og at de efter sygdommen har fået større selvaccept og fået adgang til en række nye oplevelser.

Personerne giver udtryk for, at være blevet mere levende, mere reelt nærværende, har fået en bedre verdensrelation, være blevet mere sig selv, samt føle taknemmelighed over for sygdommen. Med en livstruende eller kronisk sygdom placeres personen i en valgsituation. Den livsmening, vedkommende hidtil har bygget sit liv på, dementeres af den ny sygdomserfaring.

Valget er vanskeligt. Enten må vedkommende acceptere tingenes ny tilstand og omformulere sin livsmening, dvs. ændre, hvad han eller hun lever for. Eller også må den pågældende forkaste den ny tingenes tilstand (dvs. benægte sin sygdom) og vedblivende holde fast i den gamle livsmening.

Sygdommen giver da en mulighed at vælge en livsmening og et livsgrundlag, der i virkelig forstand er ens eget. I en eksistentiel forståelse er personen fri til, at vælge, hvordan han eller hun vil forholde sig til det, verden præsenterer ham eller hende for.

De påvirkninger, en person udsættes for, kan den enkelte ikke vælge. Personens valg består i, hvilken mening han eller hun tillægger dem, og hvordan han eller hun vælger, at reagere på den pågældende mening. Menneskets frihed er friheden til, at fortolke. Det kan nu og da tage sig ud, som om en person ingen valg har. Der er imidlertid afgørende forskel på, at se sig selv som et passivt offer for omstændighederne og på, at acceptere og vælge, hvad der bydes en.

At opleve sygdom som en grænsesituation

Hvad sker der egentlig med et menneske, der presses helt ud til grænsen, til det alleryderste af, hvad mennesker kan holde til. Karl Jaspers har udarbejdet et teori om dette. Han siger, at det gælder for ethvert menneske, at det altid befinder sig i en situation. Træder en person ud af den situation, han eller hun befinder sig i, træder personen straks ind i en anden.

Der kan være tale om en almindelig situation eller en grænsesituation. En almindelig situation hvor personen i en vis udstrækning kan overskue, sammenligne med andre kendte situationer, og som personen kan gribe ind i og være med til, at skabe. Personen kan gå ind i den og ud af den. Grænsesituationen defineres ved, at den ikke forandrer sig. Den er relateret til vores liv på en uomstødelig måde. Den er som en klippevæg, som vi støder imod. Vi kan ikke forandre den, kun tillade den, at stå klart frem.

Mennesker kan ikke undgå grænsesituationer. Den eneste mulighed er, at konfrontere sig med dem, når de kommer. Et menneske kan finde sig selv ved, at træde ind i en grænsesituation med åbne øjne. Grænsesituationen kan på denne måde ryste og befri.

At møde grænsesituationen eksistentielt vil sige, at forlige sig med dens konkrete karakter og ikke spekulere denne konkrethed væk i fantasier om alle mulige andre situationer, der kunne have været, men nu ikke bliver tilfældet.

Den konkrethed, der ligger i, at personen er blevet ramt af en bestemt hændelse, kan i begyndelsen fremtræde som en indsnævring, vedkommende vil gøre modstand mod. Det er imidlertid i den konkrete bestemthed, at muligheden for eksistensdybde findes.

Det tilfælde, der nu har ramt personen, må personen enten afvise og fralægge sig, fordi det for evigt giver personen sår og skader, eller personen må overtage det frit som noget, der tilhører personen. Arbejdet kan udtrykkes således: ”Så længe jeg handler og tænker efter det almene, beherskes jeg af længslen efter, at sammenligne og måle mig med andre. Men i den udstrækning jeg eksisterer historisk og konkret, mærker jeg mig selv i eksistensens dybde og stilhed, hvor sammenligningen ophører.”

Så længe et menneske overhovedet kan, undviger det lidelsen. Vedkommende indskrænker synsfeltet, vil ikke have sandheden, at vide, vil ikke anerkende sig sygdom, vil ikke se kropslige og psykiske mangler i øjnene, vil ikke anerkende sin samfundsmæssige situation.

Først når lidelsen fremtræder som uafvendelig, indtræffer grænsesituationen. Først nu, modtager jeg lidelsen som mit lod, klager, indrømmer lidelsen for mig selv, lever i spændingen mellem, at anerkende eller ikke anerkende, kæmper indimellem imod, søger, at indskrænke og udskyde, men anerkender dog til sidst, at lidelsen hører til mig. Og ingen kan tage den væk igen. Den bliver mit liv.