Kriser

Et liv uden mening er et liv uden håb til fremtiden!

Tankerne omkring, at forstå medmennesker ud fra en eksistensfilosofisk tilgang bygger bl.a. på Søren Kierkegaards tanker. Han beskriver, at eksistens betyder, at man nok sådan set er til, men at man samtidig er stillet over for det krav at skulle tilegne sig det, man er. Mennesket er ikke uden videre sig selv: det skal blive sig selv ved rent personligt, at overtage sig selv som den ganske bestemte person, det nu engang er. Mennesket skal ville sig selv.

Der kan være mange årsager til, at et menneske ikke vælger, at påtage sig arbejdet med, at ville sig selv. Personen kan alligevel blive til mange storslåede ting, men det bliver aldrig sig selv. Det viser sig ved, at mennesket er aldeles afhængigt af alt det ydre. Personen der ikke er blevet sig selv, er travlt optaget af at blive et eller andet, helst noget stort. Om et sådant menneske er lykkeligt, afhænger helt af, hvorledes tilværelsen former sig. Hvis alt former sig godt, er personen lykkelig, kommer der modgang, bliver personen ulykkelig osv. Personen har ikke lykken i sig, men uden for sig, i forholdene.

Samtalerne i det psykologiske arbejdsværelse kan du se som en mulighed for at finde frem til den ganske bestemte person, du nu engang er. Eller du kan se samtalerne som mulighed for, at genfinde den person, du nu er efter at være ramt af en af de kriser eller tilstande der er beskrevet i henvisningsårsagerne.

Personlighed

Interesserer vi os om en psykisk ændring hos os selv, en partner eller ven, er det et godt udgangspunkt, at kunne beskrive nogle af de karakterer der er med til, at definere den pågældende persons faste mønstre af psykiske egenskaber, reaktioner og handlemåder.

Personligheden udvikler sig i de relationer vi indgår i, men nogle karaktertræk er relativt stabile og forudsigelige. Vi beskriver nogle som ordentlige, pligtopfyldende, nøjeregnende, hænger sig i detaljer, er uden humoristisk sans, skødesløs, uden interesse for materielle ting, kærlig, omsorgsfuld, humoristisk m.v.

Det er i forhold til disse karaktertræk vi kan og må konstatere når situationen ændrer sig for den enkelte.


Kriser - Reaktioner på traumatiske hændelser

Henvisningsårsagerne 01 – 09 kan beskrives som et slag, der tvinger personen i knæ. Personen er ved at segne eller gå ned, men har stadig mulighed for, at rette sig ud og komme til, at blomstre igen. Personen har fået et chok i sjælen, der er blevet rystet helt ind i sin kerne. Denne rystelse sætter personen i en helt særlig erkendelses- og valgsituation.

Et valg kan være, at man lever i tingenes verden og lader sig opsluge af hverdagens adspredelser og fokuserer på, hvordan tingene er. Personen er ikke bevidst om, at vedkommende er ophav til sit eget liv og sin egen verden. Personen lader sig ”føre af sted af andres mening og holdning.” Personen lever i en tilstand af eksistentiel glemsel.

Et andet valg kan være, at man lever autentisk og er opmærksom på tilværelsen. I denne tilstand er personen i kontakt med sin egen selvskabelse, og det er kun her, man kan tage magten til, at forandre sig selv.

Krisen er med til, at kaste personen ud af rutinerne, ind i en mere usædvanlig tilstand, hvor vedkommende lægger meget mærke til tingene og virkelig fornemmer dette, at være levende.

Tilværelsens afgørende begivenheder, især døden, flytter mennesker fra den hverdagsprægede eksistensmåde til en tilstand af eksistentiel opmærksomhed.

Krisen er kendetegnet ved:

  • Personens fornemmelse af tid og sted er delvis brudt sammen
  • Personen oplever stærke og skiftende følelser
  • Personen oplever en intens psykisk aktivitet, mens hans eller hendes tanker kører i ring eller kredser omkring de samme emner i stedet for at fokuserer på fortsat problemløsning

Krisen kommer således til, at fremstå med følgende tre træk: et brud med fortiden, noget udefra griber ind i ens udviklingsforløb. Det gamle livsmønster brydes ned og et nyt dannes. Efter krisen begynder livet igen på et andet plan.

Krisens tre dimensioner

Den vigtigste kvalifikation for hjælperen i en krisesituation er at være til stede. Det er med – væren, der hjælper. Det betyder, at hjælperen samler sig om åbent og vågent, at rumme og tage imod, hvad der kommer frem. At være i krise er noget ekstraordinært, voldsomt og markant. Men det hører med til det normale liv.

Tre dimensioner går igen i alle kriser, den kriseramte: mister noget, har modgang, får mulighed for at definere sit liv på et dybere grundlag end før.

Krisen som tab

Den ramte mister noget, som vedkommende bagefter savner, reaktionen er sorg. Gennem sorgen kommer personen til rette med tabet, så langt det er muligt.

  1. Der er direkte fysiske tab. De direkte og konkrete tab kan være dybt smertelige, men har dog den fordel, at de klart kan erkendes.
  2. De mindre konkrete psykiske tab, som når en pårørende ændrer sig ved sygdom eller ved udvikling af nye egenskaber, religiøs omvendelse eller andet. Vedkommende oplever en række psykiske tab, fx tab af bestemte samværsformer, stemninger, fællesfølelser eller måder at tale på – savnfølelser.
  3. Tabet af mening og tabet af ens grundlæggende billede af verden. En væsentlig skadevirkning efter traumer er, at personens grundantagelser om verden rystes. De fleste mennesker har bygget deres liv op på tre grundantagelser:
    • 1) Verden er grundlæggende et godt sted
    • 2) Verden er meningsfuld og beregnelig
    • 3) Jeg er selv værdifuld
  4. Tabet af en del af ens livsudfoldelse og dermed en del af en selv. Når et menneske mister et andet menneske eller en kær genstand, mister vedkommende ikke blot den anden eller genstanden. Man mister også relationen til den eller det pågældende, samt den del af en selv, der var knyttet til den eller det pågældende, idet denne del af en selv skrumper ind og svækkes. Endelig mister man den særlige livsudfoldelse, der var knyttet til relationen.

Krisen som modgang

Vor skæbne kan vi ikke lave om på, men den enkelte kan bestemme, hvordan han eller hun vil forholde sig til sit handicap, sine sygdomme, sine mangler og sin øvrige modgang.

Vi kan vælge enten:

  • at være bitter, vred, deprimeret eller
  • at bruge kræfterne til, at kæmpe, finde udveje og tilfredsstillelse, hvor det er muligt

Den enkelte kan ikke selv vælge, hvor stærk, sund, smuk eller begavet vedkommende er, eller sine forældre, men alle har indflydelse på, hvordan de vil reagere over for og leve med de forudsætninger, de har fået givet. Den psykologiske forskning taler om modstandskraft (overlevelsesevne), hvis man har held til at udnytte sin modgang konstruktivt.

At leve fuldt ud vil sige, at kaste sig fuldt ind i sin faktiske situation, ikke at drømme sig væk fra den. Svaret på tilværelsens modgang er således, at acceptere sin skæbne og handle derudfra.

Krisen som eksistentiel åbning

Når et menneske kastes ud i en krise, er det, som om en sprække, der ellers var sandet til, åbner sig, på samme måde som jorden sprækker, når der er jordskælv. Sprækken giver personen mulighed for at kigge dybt ind i noget mere væsentligt.

Krisen giver således personen mulighed for at finde sit eget ståsted i forhold til fire eksistentielle grundvilkår:

  1. Død – vi lever nu, men en dag skal vi dø
  2. Frihed – vi strukturere selv vores liv, men ud af et tomrum
  3. Aleneværen – vi fødes og dør alene, men har behov for fællesskab
  4. Meningsløshed – vi søger og konstruerer livsmening, men i et univers uden en på forhånd fastlagt mening

I kriseøjeblikkene leves med en særlig intensitet hvor personen hæver sig fra et behovsstyret og ikke så gennemtænkt hverdagsliv til et mere bevidst og autentisk liv.

Menneskelivet er ikke bare noget, der er dér. Det skal overtages, hvilket kun sker i en proces, hvor det skarpt river sig løs fra hverdagslivet.

At gennemleve krisen

Målet er ikke at overvinde eller komme over krisen, som var det en sygdom. Målet er, at gennemleve krisen på en åben og konstruktiv måde og at lære noget af den med henblik på fremtiden.

Det er væsentligt, at opdage følelserne, mærke dem, blive klar over dem. Følelserne er en del af en selv. Det gælder om, at komme på talefod med dem, komme i indre dialog.

Hvert menneske har sin egen måde, at fornemme, udtrykke og leve med sine følelser på. Derfor fokuseres der på hvordan personen kan huse, rumme, leve med disse følelser og derigennem gøre dem til sine egne.

Det er vigtigt, at forstå, hvad følelserne kan fortælle om den måde, man for tiden lever på, og den måde, man kunne give sig til, at leve på. Erkendelsen af den indre mangfoldighed af følelser, man rummer, fører til, at man genetablerer forbindelsen med verden og føler sig hjemme i verden igen. Den enkelte må opleve de mange forskellige følelser, der vælder frem, må lære, at føle sig hjemme med dem og lære noget af dem om sin måde, at leve på – sådan som den var, er og kan blive.

Efter en traumatisk begivenhed er oplevelserne ikke umiddelbart tilgængelige. Personen må skridt for skridt prøve at erindre detaljerne: Hvad skete der? Hvordan så der ud? Hvem sagde hvad? Hvad tænkte jeg?

Elementerne eller aspekterne af den traumatiske oplevelse placeres i forskellige afdelinger af bevidstheden. De mest ydmygende og angstprægede oplevelser placeres ofte i en bortgemt afdeling af bevidstheden, mens erindringer om, hvordan personen prøvede, at gøre noget, at kæmpe, at hjælpe andre, havner i en mere tilgængelig afdeling og huskes straks. En forklaring på denne opdeling kan være, at vi i forbindelse med kriser nogle gange oplever sider af os selv (fx at blive ydmyget, at udvise karakteregenskaber, personen ikke kendte til eller troede mulige), der markant strider mod vor dybe tro på, hvilken slags menneske vi er, og hvad vi står for. Disse oplevelser fraspaltes, for de kan ikke være i samme rum som selvet.

Et væsentligt led i reparationsprocessen er derfor, at personen udforsker og konfronterer sig med, hvad det egentlig er for nogle trosforestillinger om sig selv, han eller hun bærer rundt på. Tror vedkommende fx, at det for alt i verden gælder om at være respektable, hjælpsom, dygtig, modig eller perfekt? Må man ikke være bange? Eller tænke på sig selv?

Krisebearbejdningen kan fører et menneske til en ny indsigt i og åbning af sig selv, til dialog med sine grundantagelser om verden, og til konstruktiv videreudvikling af sin personlighed.